Amerikanske pandekager

Amerikanske_pandekager

“I went in and the pancakes were ready, hot and steaming, and poured syrup over my three pats of butter and cut them up and slurped hot coffee and ate.”

Jack Kerouac – The Dharma Bums

Gør morgenmaden til en fest! Let og ligetil. Opskriften herunder afhænger af sulten, men der er nok til to i underkanten til fire. Amerikanske pandekager er tykke og luftige. Jo mere desto bedre. 

Til 2 personer

Ingredienser:

  • 3 økologiske æg
  • 100 gram hvedemel
  • 1 toppet teske bagepulver
  • 1½ dl mælk
  • ½ teske salt

Tilberedning:

Adskil æggehvider og blommer i hver sin skål. (Hvis du er bange for salmonella kan du skolde æggene inden). Pisk æggeblommer med mel, bagepulver og mælk. Tilsæt evt. en smule mere mel så du får en jævn blanding. 

Pisk derefter æggehviderne med salt indtil det bliver stift. Brug en elpisker, hvis du har din arm kær! 

Forsigtig blandes de stive æggehvider med resten af den jævne blanding. 

Anvend en god non-stick pande, så behøver du ikke fedtstof. Over middelvarme steges pandekagerne. Du bestemmer selv størrelsen. Jeg kan personligt godt lide de små pandekager, som kan stables. Andre tager gerne en stor pandekage. Reglen er dog den samme: Vend pandekagerne når små bobler dannes på oversiden. Steges på begge sider indtil de er gyldne.

Hvis du steger en større portion. Kan pandekagerne holdes varme i et ildfast fad i ovnen ved ca. 80° – 100° 

Serves med ahornsirup og blødt smør. De skylles ned med rigelige mængder af friskpresset appelsinjuice og skoldhed sort kaffe – Jack Kerouac-style!