Hash browns

Hash_brown
Efter lang tids fravær grundet mit gymnasiepædagogikum er jeg tilbage med endnu en vegetarisk klassiker. Kartoffelrestproduktet Hash browns 

Udbredt sideorder til morgenmaden i den klassisk amerikanske diner. Kan også bruges som tilbehør til andre retter hvor man ville have serveret pommes frites.

Ingredienser:

  • Kartofler, kartofler, kartofler
  • Madlavningsolie (rapsolie el. lign)
  • Salt og peber

Tilberedning:

Skræl kartoflerne, så mange som du nu synes du eller I kan spise. Riv dem groft på et rivejern. Bland med lidt salt og peber.

Forvarm en stor pande til middel varme. Kom godt med olie i panden. I det mindste så det dækker. Tag dine revner kartofler og fordel dem jævnt ud på panden. Tryk det hele sammen med en spatel el. lign gerne i en højde af et par centimeter. 

Alt efter tykkelsen steges kartoflerne til de er gyldne brune (Check ved at kigge ind under). Herefter vendes “pandekagen” og den steges ligeledes på den anden side. 

Den kan spises nu eller du kan skære den ud i trekanter og stege dem gyldne på de sider der mangler. 

Hvis man vil undgå at hoppe i frituregryden kræver det lidt balancekunst at få stegt hash browns på alle sider ;-)

Lad hash browns dryppe af på fedtsugende papir. Server med morgenmaden eller til en steak.

Amerikanske pandekager

Amerikanske_pandekager

“I went in and the pancakes were ready, hot and steaming, and poured syrup over my three pats of butter and cut them up and slurped hot coffee and ate.”

Jack Kerouac – The Dharma Bums

Gør morgenmaden til en fest! Let og ligetil. Opskriften herunder afhænger af sulten, men der er nok til to i underkanten til fire. Amerikanske pandekager er tykke og luftige. Jo mere desto bedre. 

Til 2 personer

Ingredienser:

  • 3 økologiske æg
  • 100 gram hvedemel
  • 1 toppet teske bagepulver
  • 1½ dl mælk
  • ½ teske salt

Tilberedning:

Adskil æggehvider og blommer i hver sin skål. (Hvis du er bange for salmonella kan du skolde æggene inden). Pisk æggeblommer med mel, bagepulver og mælk. Tilsæt evt. en smule mere mel så du får en jævn blanding. 

Pisk derefter æggehviderne med salt indtil det bliver stift. Brug en elpisker, hvis du har din arm kær! 

Forsigtig blandes de stive æggehvider med resten af den jævne blanding. 

Anvend en god non-stick pande, så behøver du ikke fedtstof. Over middelvarme steges pandekagerne. Du bestemmer selv størrelsen. Jeg kan personligt godt lide de små pandekager, som kan stables. Andre tager gerne en stor pandekage. Reglen er dog den samme: Vend pandekagerne når små bobler dannes på oversiden. Steges på begge sider indtil de er gyldne.

Hvis du steger en større portion. Kan pandekagerne holdes varme i et ildfast fad i ovnen ved ca. 80° – 100° 

Serves med ahornsirup og blødt smør. De skylles ned med rigelige mængder af friskpresset appelsinjuice og skoldhed sort kaffe – Jack Kerouac-style!