Curry med kikærter (Channe)

Denne ret er velegnet til vegetarere og har et højt proteinindhold. Desuden er den lækker som en snack og passer fint på madpakken eller som mellem- eller hovedmåltid.

Til 4 personer

(kræver en dags forberedelse)

Ingredienser:

  • 3 dl tørrede kikærter
  • 2 store løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 spsk madolie eller ghee (brug evt. klaret smør)
  • 2 tsk chilipulver
  • 2 tsk gurkemeje
  • 2 tsk paprika
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 2 tsk stødt koriander
  • 1 grønsagsbouillonterning
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 2 tsk garam masala
  • Salt

Tilberedning:

Aftenen forinden renses 3 dl tørrede kikærter og sættes i blød i frisk koldt vand. (Min. 12 timer)

Snit løgene i tynde skiver og steg dem i ghee eller olie ved svag varme indtil de er gyldne og søde. Pres hvidløg i og steg videre ved svag varme. Tilsæt alle krydderier med undtagelse af garam masala og steg i ca. 6-7 min. Tilsæt så de udblødte kikærter (ca. 450 g), de hakkede tomater og grønsagsbouillonen. Lad det simre under låg i ca. 45-50 min. Rør af og til.

Tilsæt garam masala og lad retten simre yderligere 10 min. Smag til med salt. Kikærterne skal være møre, men stadig med en lille smule bid. De må endelig ikke koge ud.

Server med tyrkiske fladbrød, chapati (indiske fladbrød), tortilla eller lign. og masser af frisk koriander!

Server også dine indiske yndlingsdips. Mine er for øjeblikket: Patak's Chili- og Mixed Pickle samt Mida's Mango Chutney Hot

VIGTIGT: Rør ikke i grydens bund, da det er meningen at de “brændte” krydderier i bunden skal frigives langsomt til retten under kogetiden. Når retten er færdig er gryden helt ren i bunden!

Bemærkninger: 

Du kan også bruge kikærter fra dåse. De er noget dyrere, men kræver ikke iblødsætning. Der skal bruges 2 dåser. Kogetiden reduceres til sammenlagt 25-30 min.

Kartoffelomelet (Tortilla)

Tortilla

Tortilla er lækkert til middagsmad eller som en tapas-ret. Den er nem at tilberede og så kan du få brugt de kolde kartofler du ikke fik spist dagen før.

Til 4 personer

Ingredienser:

  • 3-4 store æg (helst økologiske)
  • 1 dl mælk
  • 4-5 kolde kogte kartoflerne fra dagen før
  • 1 skvat olivenolie
  • 1 lille groft hakket løg (kan udlades)
  • Salt og peber
  • Friskhakket purløg og persille

Tilberedning:

Pisk æggene nænsomt. Tilsæt mælk og pist noget mere. Krydr med lidt salt og peber. Skær kartoflerne i tykke skiver. Opvarm en pande ved middelhøj varme og tilsæt olivenolie. Steg kartoffelskiverne og vend jævnligt indtil de er gyldne. Tilsæt løg og skru ned for varmen. Lad løgene stege til de er gyldne og søde. Tilsæt så æggemassen og rør nænsomt i panden (med en træske, så du ikke ødelægger din nye slip-let pande). Når æggene er stivnede lidt på den ene side er det på tide at vende (1). Placer en flad tallerken ovenpå panden og vend. Lad omeletten glide tilbage på panden. Steg videre til æggene er stivnede på den anden side. Færdig!

Server med friskhakket purløg og persille og groft ristet rugbrød til.

Noter:

  1. Jeg plejer at forvarme grillen i min ovn og i stedet for at vende omeletten som kan være besværligt, placerer jeg blot panden under grillen. Det giver også en lækker soufflé-agtig finish og det er ikke så ringe endda.

Agurkesandwich

Agurkesandwich

Klassiske engelske agurkesandwich - passende til kop varm te eller med på madpakken. Smager fantastisk med en lille pose chips.

Til 2 personer

Ingredienser:

  • 4 skiver god frisk toast
  • Noget mild cremeost (eks. Philadelphia smøreost el. lign.)
  • En god mayonaise (Heinz el. lign.)
  • En kvart agurk i tynde skiver
  • Havsalt

Tilberedning:

Smør et middeltykt lag cremeost på to af toastskiverne og mayonaise på de to andre. Fordel agurkeskiverne på cremost-skiverne. Drys med lidt salt og dæk med det de to resterende skiver. Del i halve som vist på billedet. Server med en lille pose chips. Enkelt og meget velsmagende.

Bemærkninger: 

Du vil blive overrasket over den herlige smagskombination af kartoffel-chips og agurkesandwich. Mums!